Europas højeste og mest effektive skidestination. Sol, altid masser af sne og fest!
Byen Val Thorens blev bygget efter det franske koncept “Ski au pied”, hvilket groft kan oversættes til “ski til og fra døren”. Uanset hvor i byen du befinder dig, er det muligt at hoppe på skiene og glide direkte ud i et af verdens bedste skiområder.
Bylivet hører, ligesom skiløbet, til i en klasse for sig, hvad end det gælder hyggelig afterski kombineret med livemusik eller diskoteksbesøg til de tidlige morgentimer. Val Thores emmer af international atmosfære og byder på et stort udvalg af danske, svenske, tyske og hollandske barer – f.eks. danske Café Snesko.
Der bliver festet igennem fra afterski til den lyse morgen af unge i alle aldre fra hele verden, og det enorme diskotek Malaysia, der ligger under den snedækkede hovedgade, forvandles hver aften til et rent Ibiza i frostgrader. Val Thorens har omkring 250 skandinaviske skientusiaster boende hver sæson. De kommer allesammen for at opleve det bedste skiløb og det sjoveste natteliv.
Val Thorens kalder på den øvede skiløber, som søger udfordringer dag og nat. Med sine 2.300 m.o.h. er Val Thorens Europas højest beliggende skidestination. Offpiste er dens mellemnavn! Vi anbefaler, at du lejer en bjergguide, der kan tage dig med ud på blandt andre “Lac de Lou” langt fra pistefræs og andre skiløbere.
140 km pister alene i Val Thorens med seks toppe op til 3.000 m og snesikkert fra november til maj. Det er ikke overraskende, at Val Thorens er en af danskernes absolutte favoritter, når det gælder en skiferie i Frankrig. I de tre dale er der i alt 600 km pister med de nærliggende alpinbyer i Meribel, eksklusive Courchevel, Les Menuires, St. Martin de Belleville og Orelle, der er forbundet til området med en kabinelift.